468
de mastelignende Gafler — det lave Loft midtveis, de nedhængende Tove, Kornbjerget ligefor Trappen og Sækkehobene dæmrede og skumrede foran ham med blege Lysflader og uigjennemsigtige Slagskygger. — Det forekom ham mindre end ellers, der var jo kun faa Skridt hen til Døren. Kun den nærmeste Kværngaffel dreiede sig tøvende, som om den hvert Øieblik kunde gaa istaa.
Neppe havde han set dette, før Lyset gik ud, skjøndt der var ganske luftløst. Ikke det ringeste Pust af Træk følte han paa Ansigtet; derimod gik der bagfra en kjølig Strøm gjennem Haaret paa ham. Maaske var det kun hans Haar, der »reiste sig« — Benene rystede under ham. Han traadte hurtig et Par Skridt frem, snublede over en Rulle Tov og faldt om paa et Par Sække. I det samme hørte han tæt ved sig og tilvenstre, modsat den Kant, hvor det dryppede, en sagte Hvisken og undertrykt Latter. Det var ligesom om Alt stod stille i ham; han havde kjendt Lises Stemme; den anden var sagtens Jørgens, men Lises var ikke til at tage feil af.
Et Lyn, der syntes at lukke op for hele den Himmelegn, til hvilken Døren stod aaben, lod Kværnloftet dukke ud af Mørket og staa et Øieblik dirrende med grelt, svovlblaat Skjær. Hvad det end skulde have gjældt, kunde Mølleren — trods
