472
Gaarden belyst af et Lyn og i Dagligstuevinduerne ser han Ansigter, som stirre op imod ham. Endelig er ogsaa det øverste af Seilet bjerget og surret forsvarlig fast: han entrer ned og tager Stormbrædderne ud.
Og nu maa han tilbage igjen til Læsiden for at hale i Persestangs-Kjeden og lade Vingerne gjøre en halv Svingning. Men de har langt stærkere Fart paa nu, han har forregnet sig, og da han naar hen til Vingen er den standset for høit oppe over Omgangen; han maa tilbage og gjøre det om igjen, Og da han atter kommer frem paa Vindsiden, er det en sand Storm, der modtager ham. Det er ikke længer smaa sarte Blade af Frugtblomster, som den har klædt sig i, men Blade af Træerne, Straa og Støv fra Gaardspladsen ryger om ham og rasler mod Kværnloftets Bræddevæg og hen ad Straakappen. Seilet slaar og basker som rasende i hans Haand, og det er med Nød og Neppe, at han faar det rullet og bundet. Det ene Stormbrædt glider fra ham og blæses ud over Omgangen.
Stedse hurtigere vælter Tordenen sig i Lynets Spor, som om det gjaldt at indhente det, og undertiden synes det naaet, idet den buldrer samtidig med at et nyt Lyn flammer; for det lyner nu fra alle Himmelhjørner. Og Mølleren ser Lynene, mens han løber frem og tilbage paa Omgangen
