473
mellem Vinger og Persestangskjede, mens han løser Liner og tager Stormbrædter ud eller hænger i Hatten — snart skjærer Flammen ham i Øinene, snart lader Gjenskinnet Landskabet dukke frem langt borte. Nu er det en skarp Zigzaglinie, der farer ned i Skoven; hist synes et bredt Stykke af Himlen at aabne sig — dér stikker en sværdformet Straale opad fra Horisonten, og høit oppe lyner det omme bag Skyerne, hvor en enkelt bjergagtig Top viser sig og igjen forsvinder. Ude over Sundet bygger sig trolddoms-pludselig en mægtig lysende, lillarød Væg op, og midt ned igjennem den tegner sig en hvidglødende takket Streg, som en Revne i en bagfra belyst mat Glasplade.
Nu er det endelig det sidste Seil, han er ved at klare. Han hænger høit oppe i Hækken. Stormen gjennemblæser ham, mens den spiller paa de afklædte Hækkes Træmasker som paa en Strengeleg — en hylende, vanvittig Melodi, ensformig stigende og faldende. Pludselig pladske og rasle Haglene ned over ham, pidske ham i Ansigtet, saa han er nær ved at skrige af Smerte, blænde hans Øine og stivne hans Fingre, der pille ved en Rebknude, mens han usikkert nok med Armen holder sig fast i det rystende Træværk. Nedenunder ham er Gaarden næsten i uafbrudt Belysning. Den er ligesom et Legetøi for Lynene: naar det ene mat er
