474
ved at tabe den ned i Mørket, fanger et andet den og løfter den op i sit grelleste Skjær. Og Tordenens Bølger — nære og fjerne — rulle over i hinanden, blandende deres forskjellige Lyde: — rumlende som tunge Læs paa Stenbro, buldrende som fjerne Kanonskud, bragende som Geværsalver, gungrende som om Jernplader blev væltede over hinanden.
I den hvide Sky af Hagelbygen tændes et blændende Lys — det er som om tusind violette Gnister sprang fra Hagl til Hagl — og neppe er det slukt, saa skratter Tordenen, som om Himlen var et uhyre Lagen, der reves tvers over af Dæmoner. Og det er, som om det før slet ikke havde haglet, saadan tager det nu fat. Men det gjør Intet mer! for den sidse Knude er forsvarlig bunden, alle Seilene bjergede, og Mølleren klattrer hurtig ned ad Hækken.
Nu er der kun eet tilbage: — at komme over Kværnloftet.
Under det ihærdige Arbeide, midt i den sunde Kamp mod Elementerne, for om muligt at sikkre sin Mølle og i alt Fald til Punkt og Prikke opfylde sin Mesterpligt, havde han efterhaanden glemt sin Skræk for Spøgeriet. Men nu er den der — den har ventet paa ham.
