475
Han sætter Fødderne paa Omgangen, hvor Hagllaget knaser under Saalerne. I hvide skraa Streger fyger Haglene forbi. Mørkt og tungt hæver Mølleskroget sig, et lille Vindue blinker lige ved hans venstre Skulder i Gjenskinnet af et fjernt Lyn: Kværnloftet ser ud efter ham med et Spøgelseblik.
Men dernedenunder er Gaarden. Overskuelig ligger den der i Skjæret af et af hine Lyn, der flimrer tøvende høit oppe mellem Skyerne — og den speider efter ham med Menneskeøine: — han ser flere Ansigter i Vinduerne, og i den aabne Dør sin Forlovede. Hvorfor skulde han ikke raabe ned, at de skal komme med en Stige, — saa slap han for Kværnloftet. Men hvad skulde han saa bagefter sige? hvordan skulde han forklare dem, at han ikke simpelthen var gaaet ned ad Trappen?
Nei, han vil ikke give efter. Han har sat alt det Andet igjennem, og saa vil han ogsaa tage det sidste Tørn med. Dernede forsvinder Gaarden — kun Lyset i Beboelseshusets Vinduer sender et opmuntrende Afskedsblik efter ham, da han vender sig bort.
Et Par Sekunder derefter træder han hurtig over Tærsklen til Kværnloftet — og standser brat:
