37
— Aa ja, vist saa, men ellers er hun da grumme indtagende saadan at læse om.
»Indtagende« var et Ord, som han havde mærket sig fra sin Lekture. Lise studsede i sit stille Sind over Ordet, men fandt det smukt og mente, at det maaske kunde passe paa hende selv.
— Ja men, det kommer man da i Helvede for, sagde hun.
— Ja—a …
Jørgen havde aldrig tænkt synderlig paa Helvede, men han forestillede sig uvilkaarlig dets kvindelige Beboere som gamle hæslige Kjærlinger, lutter Eventyr-Hexe, og det var ham en overraskende og saare frygtelig Tanke, at saa skjønt og fint et Væsen som Jomfru Mette skulde opholde sig der.
— Men det var vel kun den Gang, at Folk kunde være saa onde, sagde hun sagte og trippede med Fødderne paa Gulvet.
— Nei, det slaar ikke til Lise. Har du ikke hørt om hende, der blev rettet ovre i Tostrup Præsteskov; det er jo lige ved jert?
— Ja jeg har nok hørt der er saadan En, som man siger spøger der om Natten.
— Ja, det er da vist, for min Fader saae hende selv en Maaneskinsnat, da han maatte gjennem Skoven — —
