Side:Møllen.djvu/491

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

479

— Se, det brænder ogsaa derinde, raabte Hanne.

Det lyste virkelig stærkt op nu inde paa Kværnloftet.

— Det er bedre med Stigen, mente Dragen.

Nu reiste Mølleren sig oppe paa Omgangen. Kun et halvt Minut havde hans Bevidsthed været borte — og selv i den korte Tid havde den egentlig kun været fortumlet og halvt bedøvet.

— Trappen brænder, raabte han: jeg kan ikke komme ned den Vei.

Det var ikke sandt, hvad han sagde. Saa vidt han kunde se, brændte det kun midt paa Gulvet og hen til den ene Side. Da Ruderne vare knuste, strøg Trækvinden tvers igjennem og drev tyk Røg ud af Døren. Men en snarraadig Mand havde vel kunnet naa Trappen eller i alt Fald uden stor Fare gjøre et Forsøg. Det var ham imidlertid utænkeligt at betræde Kværnloftet — ikke for Alverden!

I Munden paa hinanden spurgte de nedenunder Staaende, om han havde taget nogen Skade, og han beroligede dem: han var kun bleven kastet om af Lufttrykket. Endnu maatte han rigtignok holde sig ved Rækværket for at kunne støtte paa Benene, det var som om alle Ledemod var knuste paa ham, men han var ikke lammet. Og han forsikrede