480
dem, at han nok uden Hjelp kunde klatre ned, naar Stigen kom.
Ovenover knittrede det, og et Baal lyste mod Nattemørket.
Mølleren saae tilveirs, og raabte saa ned:
— Men det maa være snart, Hatten kan snart skride.
De skreg utaalmodig efter Stigen — Skovfogden løb.
Mølleren havde besindet sig paa, at Straakappen vel var fæstnet med Jerntraad, men man havde forsømt denne Forsigtighed, da Hatten blev tækket, Iøvrig var han ikke bange: han var bleven skaanet af Lynet, og det sikkert ikke for at begraves under det nedskridende Straabaal. Han vidste, hvad han var bleven sparet for, hvad han endnu havde at gjøre i Livet.
Og der kom ogsaa Skovfogden og Hareane med Stigen, hvad Dragen, der stod længst til Siden, underrettede ham om ved at brøle med Haanden for Munden:
— Hold bare ud, Jakob! … Der er de med den — hold bare ud! — gjentog han, skjøndt det var vanskeligt for Nogen at forestille sig hvad han egentlig mente med denne Opfordring.
Nu var Stigen sat til — men Mølleren gjorde ingen Bevægelse for at kravle over Rækværket og
