485
en dobbelt Række hen til Hjørnet af Huset, nærmest Møllen, hvor der igjen blev tættere. I denne Dobbelt-Række foer Spandene fra Haand til Haand, til de naaede op til en Mand, der stod paa Stigen, midt oppe paa Taget, og øste Vandet ud over Straaet, saa der fra Tagskjægget dryppede en gylden Regn.
Dragemoer var den praktiske Aand, der havde ordnet dette. Hun havde strax været klar over, at her var det farlige Punkt. Ganske vist drev Vinden fra, og der kunde ikke flyve brændende Straa fra Møllen derover, hvis ikke Vinden slog stærkt om, hvad der under et Uveir ikke var helt udelukket. Men Afstanden var her saa kort, at Heden var tilstrækkelig til at antænde Straaet, især da Blæsten snart tog betydelig af. Hun havde ogsaa grebet andre og overordentligere Forholdsregler. Det faldt hende ind, at de gamle Mølleseil, som først i Foraaret var sat fra Bestillingen, maatte være et Steds; og Hareane vidste, at de var paa Loftet (en ren Frelse for Møllen, denne Hareane, det havde Madam Andersen altid sagt!) Hanne blev ubarmhjertig revet bort fra Mølleren for sammen med et Par Piger og Knøse fra Dragegaarden at gjøre Expeditionen med; og fra Loftet gik det med Seilene gjennem Haven ned til Kjæret — for ikke at standse Arbeidet ved Brønden.
