Side:Møllen.djvu/498

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

486

Saaledes gjensaae Hanne den kjære, stille Plet, hvor hun nylig havde siddet med Jakob. Den havde mistet sin bortgjemte Dunkelhed, sin Klarhed, sin Fred: — rødtskinnende stod Hyldebuskene der, og Vandet var en bølgende Ildpøl, da de gamle smudsige og stive Seil blev kastede ud i det, og de to hvide Ænder — der nu var røde, som Alt hvad der ikke var sort Skygge — i forkrækket baskende Flugt foer op mellem Buskene.

Ankomsten af disse vaade Seil vakte en Jubel i Gaarden, der et Øieblik overdøvede Luernes Bragen. Snart dækkede de i et dobbelt Lag hele det truede Stykke Tag, og hermed ansaas Slaget for at være vundet paa dette Punkt. Det havde staaet tvivlsomt, for yderst ude var Straaet just begyndt at ryge.

Men Dragemoers Virksomhed havde ogsaa udstrakt sig videre end til denne Hovedsag. Allerede mens Mølleren endnu var oppe paa Omgangen havde hun sendt de Første, der kom løbende fra Dragegaarden, ind i Karlekamret for at hente Senge og Madradser, Skabe og Klæder ud. Samtidig maatte Christian og strax derefter den hjemkomne Anders op paa Broloftet for at kaste saa mange Sække som muligt ned i Underkjørslen, hvor hjelpsomme Hænder greb fat og slæbte dem over paa den anden Side af Gaarden til det bjergede Gods