Side:Møllen.djvu/50

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

38

— Han var vel ude paa Krybskytteri? spurgte den forfarne Lise.

— Ja, jeg troer nok, det var en lille Buk han var ude efter. Og han beskrev hende lyslevende som hans Fader havde set hende, da hun blev rettet, hun var saa deilig at de allesammen maatte græde, sagde han.

— Hvad havde hun da gjort?

— Hun tog Livet af sin Kjærreste, Præsten — med forgiftede Pandekager.

— Saa troer du vel ogsaa, jeg har givet hende derovre forgiftede Pandekager.

— Nei Kors da, Lise! siig dog ikke saadan Noget! det er helt fælt at høre paa, især saadan i Mørke.

Lise lo. Det var en kort og haard Latter.

Hun stod op, stillede sig ved Siden af ham og saae ud ad Vinduet. Det var et lille Vindue og sad lavt, og for bekvemmere at kunne se ud bøiede hun sig helt ned over ham, saa hendes Hage næsten berørte hans Pande, og Armen, der holdt sig fast ved Stoleryggen, laa om hans Skulder. Aldrig havde hun været ham saa nær, men hvad det saa havde gjældt, havde han i dette Øieblik ikke turdet røre ved hende med det mindste Kjærtegn. For han var bange for hende, og hun vidste det, og han følte, at hun vidste det. De stirrede begge