488
er rede Penge! … Det kan jeg lide, Mutter! er du der med Seilene! … Ja, lad os faa Møblerne her ud i Haven, der staar de sgu godt … ud ad Vinduet med det!« Og da Vognene vare komne fra de nærmeste Gaarde, aabnede der sig en ny Virksomhedskreds for ham: nu lød det ude fra Veien: »Ja, ryk bare der — ryk, aa haa! ryk saa, ryk! … Lad os faa Bæsterne vendt bort fra Ilden, saa — aa — haa! … Kjør bare ned til Dragegaardsdammen, der er sgu Vand nok.« Men da endelig Sproiten var kjørt ind i Gaarden og gav sig til at bekjæmpe Ilden paa Bageriets Spaantag, var han rigtig i sit Es, og i den fjerneste Krog hørte man gjennem Vandstraalens Syden og Ildens Knittren hans gemytlige Stentorrøst: »Hæng bare i! op med det gamle Pumpeværk.«
Under en saa fortræffelig Ledelse var det ikke paafaldende, at man hverken saae eller hørte noget til Mølleren selv. Alle vidste desuden, at han nær var bleven slaaet ihjel af Lynet.
Hanne havde forladt ham ved Forstuedøren, da hun af Madam Andersen blev hvervet til Seil-Expeditionen, og hun troede, at han var gaaet ind for at have lidt Ro, som hun havde sagt, han skulde — han kunde jo nok trænge til det. Men da de kom tilbage med de vaade Seil fra Dammen og gik fra Haven ind i Gaarden ad Laagen mellem Staldlænge
