492
et Fremsyn. Forunderligt, at det aldrig var faldet ham ind! men der var ingen Tvivl om det: hans Hustru havde med en af de gaadefulde Evner, som hendes Sygdom havde udviklet, oplevet — set Mordet!
Det Øieblik, da denne Tanke gik op for ham, var af alle de frygtelige Momenter, han havde oplevet, maaske det mest rystende. Det var ligesom om en Helligdoms Forhæng flygtig flagrede til Side, og han fik et Glimt at skimte af de Hemmeligheds-Dybder, som Gud har skjult for Menneskeblikket.
Christine havde set Mordet. Saa havde det da altsaa ligesom allerede den Gang været der, staaet forude og ventet, indtil dets Tid kom til at vise sig. Ja, var det ikke ogsaa virkelig saaledes, at han, der den Gang havde siddet hos den Syge, han havde allerede da været hildet i Syndens Ledebaand og var begyndt at vandre ad den Vei, som Skridt for Skridt havde ført ham til Forbrydelsen? Og selv om det nu ikke var kommet saa vidt — hvis Lise for Exempel var bleven syg og var død før den Tid — hvad saa? Ja, saa vilde han Intet have at skjule for Nogen, hans Samvittighed vilde ikke engang have Stort at bebreide ham, han vilde være en lykkelig Mand og kunne holde Bryllup med Hanne og Alt vilde være i den skjønneste Orden — men vilde han selv derfor være det
