493
mindste bedre? Vilde han være en Anden end den han nu var — Forbryderen, Dobbeltmorderen? I Menneskers Øine havde han været en Anden, for Gud var han den samme.
Og han foldede sine Hænder og bad til Gud, at han vilde befri ham for ham selv, lade den gamle Adam dø i ham og gjenføde ham i sin Naade og i Forløserens Billede. Han saae ikke længer paa den brændende Mølle, men op, hvor de ildbelyste Skyer havde delt sig og en klar Stjerne tindrede.
Det var ikke længe han stod saaledes, men for ham var Tiden ophævet, ligesaa vel som Omgivelserne vare udslettede — han havde kun Følelsen af en uendelig Klarhed og en uudtømmelig Sjælefred, der fyldte ham. Hvor gjerne var han ikke død i dette Øieblik! men han vidste vel, at det skulde han ikke. Livet havde endnu sit Krav til ham; der var Gjerningens bedske, jordfostrede Frugter at nyde.
Og nu kaldtes han tilbage til Virkeligheden ved en dump Fornemmelse af at blive iagttaget. Uvillig saae han til Siden, men det var et kjærligt Blik fra Hannes Øine, der mødte hans, og han nikkede smilende til hende, men med et noget mat og tungsindigt Smil.
Hanne var standset flere Skridt fra ham, da hun saae, at han bad; hun vilde gjerne have bedet
