494
med ham, men i Stedet derfor hengav hun sig til den Blanding af himmelsk og jordisk Kjærlighed, som lyste op i hende ved at se den elskede Mands Ansigt forklaret af en saa dyb og verdensfjern Andagt, som hun aldrig havde set præget i Mennesketræk. Hun ønskede, at hendes Broder havde været der; for han talte tidt om, at Jakob var noget verdslig sindet og ikke rigtig havde fundet Veien til Gud, og at hun var kaldet til at vække ham. Og nu viste det sig, at han var mere lysvaagen og videre fremme end hun. Han havde »fundet Veien«, uden at læse meget i Opbyggelsesbøger og gaa paa Missionsmøder.
Inderlig bevæget traadte hun nu hen til ham og greb hans Haand:
— Ja, vi maa nok takke Gud for hvad han har gjort for os iaften. Han har frelst dig.
— Ja, Hanne, det har han! Han har frelst mig.
I hans Ord laa der i og for sig ikke Andet end en simpel Bekræftelse af, hvad hun havde sagt og hvad efter hendes troskyldige Mening heller Ingen kunde falde paa for Alvor at benægte. Men han sagde det med et saa eiendommeligt Eftertryk, og der var en saa paafaldende Høitidelighed i hans Stemmeklang og i hans Udtryk, at Hanne saae paa ham med et Blik, der var et tydeligt Spørgsmaal om, i hvilken Forstand han mente det.
