495
Men Mølleren bemærkede ikke dette Spørgsmaal, eller gik i alt Fald ikke ind derpaa.
— Kjære Hanne, sagde han — vil du hente din Broder? der er Noget, som jeg gjerne vilde tale med jer begge om — nu strax.
Hanne var heller bleven alene hos ham; hun undrede sig lidt over denne Begjæring, men gik strax for at opfylde den.
Det var ikke saa let at finde Broderen, da netop nu Menneskestimlen i Gaarden var tættest, og desuden delt i forskjellige Grupper — enkelte tilmed ude i Haven eller paa Veien; og i det blændende, urolige Lys var det ikke godt at se og kjende paa Afstand. Netop nu kjørte Sprøiten over Gaarden og posterede sig mellem Brønd og Staldlænge, hvor Bohavet fra Karlekamret og en hel Del Sække maatte slæbes bort i en Fart for at at gjøre Plads for den. Fra Brønden langedes Spandene endnu bestandig fra Haand til Haand hen til Hjørnet af Huset, lige bag Møllen, hvor Tagets beskyttende Seil fik friske Overgydninger. Hanne havde ikke gjort mange Skridt, før det Forreste af Omgangen delvis styrtede ned med det brændende Straa, der havde hobet sig op paa den — enkelte Brædder vare allerede i Forveien faldne og nogle blev endnu hængende ved de Skraabjælker, der bar Omgangen. Der laa et rygende Baal paa Jorden og
