496
spærrede for Gjennemkjørslen, som den fyldte med tyk Røg. Skjøndt der ingen Fare var ved det, opstod der strax stort Skrig og megen Forvirring. Nogle, som mente, at Svendene endnu var derinde for at bjerge Sække, raabte, at det maatte strax slukkes. Kvindfolk hylede allerede over de Fortabte. Flere kom løbende med Høtyve og River for at skille Baalet og faa de brændende Brædder og Straabundter slukt enkeltvis.
Midt i denne Staahei stod Hanne og speidede efter Broderen, da der blev trukket i hendes Kjole. Det var Hans, som saae op paa hende, forskræmt og paa Nippet til at græde, men lykkelig over at have fundet Tante Hanne, som han nu allerede øvede sig i at kalde Mo'er.
— Mo'er — Mo'er! hvor er Fa'er?
Rørt over denne sødt klingende Tiltale bøiede Hanne sig og kyssede ham paa Mund og Pande.
— Fa'er hviler sig, Hansemand — han har anstrengt sig saa meget oppe i Møllevingerne, han trænger til Ro. Har du ikke set Onkel Vilhelm? jeg leder efter ham.
Drengen rystede paa Hovedet.
Hanne saae sig raadvild om. Hvad skulde hun gjøre med den stakkels Dreng? Hun turde ikke tage ham med, naar hun søgte efter Broderen i Trængslen, det gik heller ikke an at lade ham
