Side:Møllen.djvu/509

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

497

løbe alene om, og hvem skulde hun betro ham til? Endelig lod hun det være nok med at føre ham hen til Staldlængen, hvor hun mente, at han i alle Tilfælde ikke kunde komme Noget til. Han var heller ikke ganske alene her, for det viste sig, at Trofast ogsaa havde taget Tilflugt til denne rolige Plet. Den trykkede sig klynkende ind til Drengen, aabenbart sjæleglad over at have truffet en god Kammerat under disse usædvanlige og slet ikke hyggelige Omstændigheder, da Møllegaarden ikke lignede sig selv. Hans maatte blot love, at han vilde være Mo'ers egen Dreng og ikke gaa bort derfra, saa at hun ikke behøvede at ængste sig.

Der var ogsaa nok i Nærheden, som kunde tage hans Opmærksomhed fangen, og han kunde neppe som Tilskuer have fundet noget bedre Standpunkt. Kun en Snes Skridt borte — af hans egne smaa Skridt — lidt tilhøire for Brønden, arbeidede Sprøiten med regelmæssige Stempelslag, og fra dens Slange foer Vandstraalen, selv funklende som Ild, med hæs Hvislen ind i Luerne, som slog op fra Bageriets Spaantag, dér hvor det stødte op til Møllen. Det var saa fortrolig og beroligende her at høre Onkel Henriks velkjendte Stemme: »Pump væk! hæng bare i! Nu skal vi, Fanden ta'e mig, snart faa Has paa det!« — Paa Brønden gik Gangspillet uafbrudt, og Spande steg op af den og for-