39
over mod Huset. I Forhaven smuttede et Par spinkle Straaler tæt ved hinanden fra Gren til Gren mellem Buskene, overstregede Gangstien og flød sammen i et vagt Skjær paa Plainens Græs; de maatte komme fra et Vindue paa Gavlsiden, hvor Rullegardinet var rullet ned. Derinde laa den Syge, den Døende.
Nei, hun havde ikke dræbt hende. For en Maaneds Tid siden, da Møllerkonen pludselig syntes at komme til Kræfter og at ville faa Bugt med Feberen, da havde hun rigtignok tænkt noget derover, om man ikke kunde hjælpe lidt til — med en lille Tilsætning i hendes Suppe eller The. Men det var netop Vanskeligheden med denne Tilsætning; det eneste, hun kunde faa fat i, var Rottegift, og det blev nok saa let opdaget. Hun havde ikke gjort det, Gud ske Lov! For det havde jo ikke været nødvendigt. Det skete alligevel — nu ganske sikkert! Præsten var kommen, og hun laa derinde, hvor Straalerne kom fra, og tog Afsked med Verden. Nei, hun havde ikke forgivet hendes Legeme! Om hun havde forgiftet hendes Liv, og om der derved var blevet banet Vei for Døden — ja, hvem kunde sige det, hvem kunde beskylde En for saadan Noget? … Og det kom man vel heller ikke saadan uden videre i Helvede for!
