498
svandt ned i den, og dem, der var steget op, kunde han følge helt op paa Taget over Dagligstuen, hvor de væltede deres glødende Strøm ud over de vaade Seil, der saae ud som blankt Guldblik.
Men lige midt for, beherskende Alt, brændte Møllen. Og med sine store forundrede Barneøine stirrede Hans paa dette lysende Uhyre af Røg og Luer, som den gamle Mølle med sin dunkel-brune, hist og her mosgrønne Straakappe saa pludselig havde forvandlet sig til. Det var prægtigt at se og egentlig uhyre morsomt, men han havde dog Graaden i Halsen; og paa den anden Side vidste han ikke rigtig, om der ogsaa var Grund til at græde. Det var saa underligt og saa helt ubegribeligt, at den gamle Mølle saadan brændte, som han kunde huske fra ganske lille af, hvor han var kravlet om de utallige Gange fra øverst til nederst, hvor han kjendte hver Bjælke og hvert Hjul, hvor han havde hørt, at Fader og Moder havde leget, da de var smaa, og hvor han selv skulde have arbeidet, først som Dreng, saa som Svend og endelig en Gang som Mester — det var næsten ikke til at tænke paa, uden at man maatte græde Øinene ud af Hovedet. Men saa var der jo det, at det alligevel slet ikke længer var den hyggelige rare gamle Mølle, for den havde jo knust stakkels Jørgen og Lise, og han turde slet ikke mer gaa op i den.
