499
Egentlig var det dog godt, at den brændte af og der blev bygget en ny, hvor der ikke dryppede Blod, saadan som Christian sagde, at der gjorde ovre i den gamle.
Nu begyndte ogsaa dens Vinger saa smaat at brænde. Da Vinden bar bort fra dem, havde det varet længe, inden Ilden havde ædt sig ud i dem, men nu var den der; der stod Røg fra dem, og smaa Flammer legede langs ad de sorte »Arme«, forplantende sig gjennem de oprullede Seil. Et af disse, hvis Liner var brændt over for oven, tog til at flagre — og langsomt begyndte i det samme Vingerne at dreie sig, da Perseringen var brændt igjennem. Saa foldede samtidig alle fire Seil sig ud, som Bannere der rulles løs fra Stangen; hurtigere svingede de, stærkere blussede de — og fra øverst til nederst beklædt med Flammeseil dreiede Vingerne bestandig i mere rasende Fart, indtil det Hele var et hvirvlende Ildhjul, der sprudede Gnister om sig til alle Sider.
Og i Møllen, hvis Forside nu kun var et bevægeligt Røgslør, viklet fast til og flagrende om forkullede Bjælker som et Spindelvæv — derinde saae man paa Luegrunden af Kappens bageste Del, der endnu brændte, hvorledes det mægtige Stjernhjul snurrede rundt og alle Kværnhjulene i Kreds om det som Planeter om en Sol, drevne med i den
