500
vilde Hvirveldands, saa Axlerne rystede — og gjennem Brandens Hvislen og Kogen hørte man foruden Vingernes susende Stød ogsaa den snurrende og rumlende Larm af Værket.
Høimøllen gik — den malede for sidste Gang.
De store halvt forskræmte, halvt skuelystne Barneøine vare ikke de eneste, i hvilke dette Syn afspeilede sig. Der var Ingen, som ikke stirrede derop. Sprøiten glemte Bageriets Fare, mens Folkene hvilede paa Pumpestangen, Spandene blev stikkende i Brønden, oppe paa Mønningen af Stuehuset sad Christian med en fyldt Spand stillet foran sig og støttet mod Kragetræet, og gjennem hele Mængden gik en dæmpet Mumlen af forfærdet Beundring.
Afsondret fra de Andre i en lille Gruppe for sig, henne i Hjørnet mellem Staldgavl og Stuehus, stirrede tre Ansigter op paa den arbeidende Ildmølle, der kastede sit hedtglødende Skjær over dem — belysende der en dybere Betagethed end al den tilsammen tagen, der prægede alle disse mange opadvendte Ansigter.
Mølleren havde fortalt Skovfogden og Hanne hvad der var foregaaet, siden han havde stukket Hovedet ind i Havestuen og sagt, at han maatte gaa noget over paa Møllen — Alt, ligefra Christians underlige Væsen og Ord indtil det Syn, der havde standset og reddet ham. Aandeløst havde de to
