502
— Troer du da, at det skulde være saadan et Varsel?
— Jakob, kjære Jakob! udbrød Hanne og trykkede hans Haand til sit Bryst.
Hun mente nu at kunne forstaa hans sælsomme, aandsfraværende Udtryk før — det, hun ikke med Madam Andersen havde kunnet forklare som en fysisk Sløvhedsvirkning af Lynslaget. Og her var altsaa ogsaa det, som han havde holdt tilbage: Frygten for Døden. Det var en ganske naturlig Tanke, at det, at de viste sig for ham, som han uden sit Vidende saa brat havde sendt over i Evigheden, det var et Tegn paa, at han selv snart skulde følge dem. Ogsaa hun blev grebet af denne Idé, og hun søgte at snakke sig selv og Jakob fra den og fra den heftige Skræk, som den havde sat hende i, og som hun ogsaa forudsatte hos ham: — Det behøvede jo slet ikke at have den Betydning. Man havde jo ofte hørt, at Gjenfærd havde viist sig, især af Folk, som vare komne brat og usalig af Dage, uden at der derfor var død Nogen. Det lod jo ogsaa til, at Christian havde set dem deroppe.
Broderen understøttede hende: — Man skulde ikke strax sætte sig Sligt for fast i Hovedet og miste Livsmodet, om det end paa den anden Side ganske vist var rigtigt at tage sig det til Hjerte og at have Døden for Øie, som vi Alle altid burde.
