505
Møllearme ned og slog med uimodstaaelig Magt Taget igjennem paa den anden Side. Sprøiten maatte flyttes lidt længer tilhøire, hvilket udførtes under mange overflødige Opmuntringer og Kommandoer af Dragen, afsluttede med det pompøse Udraab: »Saa, giv den nu det glatte Lag!«
Skovfogden og hans Søster havde tilsyneladende fulgt disse Begivenheder, medens de i Virkeligheden ventede paa, at Mølleren skulde fortsætte. For naar han, som han sagde, ikke var bleven forfærdet ved at se et Dødsvarsel i Spøgeriet paa Kværnloftet, saa maatte der endnu være Noget, der laa ham tungt paa Sinde.
Møllen gik nu bestandig langsommere med sine tre Vinger, der næsten vare afklædte, idet de sidste brændende Seilstumper en for en førtes bort af Vinden.
— Kan du huske — begyndte Mølleren, idet han lagde sin venstre Haand paa Vennens Skulder — kan du huske, Vilhelm, ja, det kan du nok, for det er kun en Uges Tid siden, at vi sad derinde og talte om, at det var lige saa godt, at vi giftede os nu … og du trøstede mig og sagde, at Alt gik jo efter Guds Styrelse og Raad — ogsaa hvad der var forefaldet her paa Møllen. Og hvis jeg havde gjort det med Vidende om, at de var deroppe, som de vilde beskylde mig for, saa sagde du, at saa
