Side:Møllen.djvu/52

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

40

Det var de Tanker, der gik gjennem hendes Hoved, mens hun stirrede over mod Straalerne fra et nedbrændende Livslys.

Af og til, med regelmæssige Mellemrum, afbrødes disse Straaler midt paa Gangstien for et Øieblik af et mørkt Legeme, og en Skygge gled hen over Græsset — nu frem imod dem — nu bort fra dem: — det var Mølleren, hendes Bytte, som gik derude.

Dreven af en ængstelig Nysgjerrighed efter at se hende, der stod saadan lige over ham, strøg Jørgen en Tændstik af — ligesom for at tænde sin Pibe, der længst var gaaet ud. Det pludselige Skjær slog op imod den brede Underhage med dens atlaskglatte Hud, glimtede streifvis paa Hjørnetandens Emaille, lyste purpurrødt op i det store udbuede Næseboer og gjennemglødede dets Ydervæg, der dirrede som paa en veirende Hund. Skyggen af det fremspringende Kindben lod Tindingen falde ind og Øiet skjule sig helt i sin sorte Hule, over hvilken de ellers næsten usynlige Bynhaar gnistrede som et lille gyldent Gjærde. Denne Belysning fra neden fremhævede alle de Flader, som ellers skjulte sig, og svøbte dem i Skygge, der pleiede at have det stærkeste Lys; den gav saa at sige et omvendt Billede og viste ham et Ansigt, som han ikke kunde finde sig tilrette i, ved sin fortrolige Fremmethed