Side:Møllen.djvu/520

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

508

hvormed Mølleren saae ned paa hende, mens han tonløst mumlede:

— Min stakkels, stakkels Hanne!

Hun gav slip paa ham, greb sig om Hovedet med begge Hænder og udstødte et Skrig, som vilde have draget Alles Blikke derhen, hvis det ikke var druknet i det almindelige Skraal og Staahei, som netop nu var opstaaet.

En Møllevinge var nemlig bleven slynget over paa Stuehusets Tag som en uhyre Brandfakkel — heldigvis en halvt udgaaet. Da man længe havde frygtet et saadant Tilfælde, var Stedet rømmet og der kom Ingen til Skade. Hurtig blev den glødende Bjælke væltet over Hjørnet ud i Forhaven, og Resterne af den i Faldet knuste Hæk, der laa rundt om paa Taget, revet ned med River. Men Seilene, som nu snart i ti Minutter havde savnet Overgydningerne, vare brændte igjennem, og ogsaa udenfor deres Omraade havde det begyndt at at fænge hist og her. Foruden Spandene, der strax igjen kom i Brug, maatte ogsaa Sprøiten bekjæmpe den overhængende Fare her — hvilket ikke gik af uden nye og hidtil uhørte Kraftyttringer af Drageorganet. Medens den saaledes vendte sig bort fra Bageriet, fik Ilden her Ro til at samle Kræfter.

Mellem disse to Punkter var Opmærksomheden delt og mer end nogensinde bortvendt fra de Tre,