509
som selv udeltagende overfor Alt, hvad der larmede om dem, ligegyldige for, om Stuehus eller Bageri eller Alt brændte ned til Grunden, stod der i deres Krog, isolerede midt i deres frygtelige Hemmelighed.
Skjøndt det et Øjeblik var som om Alt blev borte for Hanne, mistede den ulykkelige Pige dog ikke Bevidstheden — dertil var hendes Natur for stærk, og desuden traadte strax en bestemt Tanke i Forgrunden og gjorde sig til et fast og samlende Midtpunkt for alle opskræmmede, mellem hinanden hvirvlende Forestillinger — denne Tanke: saa har han jo elsket hende.
Og Mølleren læste denne Tanke ud af hendes stive Blik, som hun stod der foran ham, lidt tilbagebøiet, med udstrakte Arme og betragtende ham ufravendt med et Udtryk, som han ikke kjendte.
— Aa, Hanne, Hanne! raabte han — jeg har handlet ondt mod dig, saa uforsvarlig — aa, jeg veed det … tilgiv mig!
Hun stirrede paa ham med det samme Blik og mumlede neppe hørlig:
— Hvor kunde du?
— Hvordan skal jeg — Hanne — jeg er saa ond, saa syndig, aa, men det kan du aldrig forstaa, jeg har jo sagt dig det, saadan som jeg er — — det kan du ikke … Ja, jeg har elsket hende —
