510
Lise … jeg har begjæret hende … saadan en Kjærlighed det er ligesom en Sygdom, det lader En ikke have Fred … og jeg vidste, at hun var ond, men alligevel … hun forlokkede mig — nei, det var fordi jeg selv var ond … og jeg vidste, at du var god … du kunde frelse mig — men jeg var forhexet, jeg var i Syndens Garn … Det var allerede før Christine døde … — — —
Og afbrudt, uordentlig og stødvis fortalte Mølleren hele sin Lidenskabs Historie: — hvorledes den først havde sneget sig om i det Skjulte, vakt Christines Mistanke, forgiftet hendes Liv og maaske voldet hendes Død; — hvorledes han var vaklet frem og tilbage mellem Hanne og Lise, den gode og den onde Engel, hende, han vilde elske, og hende, han elskede — bestandig paany indfangen af Lise og ægget af Skinsyge og Mistanke mod Jørgen. Han mindedes den Søndag i November, da han saa villig lod lille Hans blive ude hos dem om Aftenen og selv styrtede hjem gjennem Skoven som et vildt Dyr med den ene vanvittige Tanke at forføre Lise. Og saa kom den anden Novemberdag — Fredagen derpaa — da han lovede hende Ægteskab, og tog ind til dem for at tage Afsked med det Sted, hvor han havde været lykkeligst og med de Venner, han havde kjærest, og da det skete om Aftenen.
