516
ikke om at det vilde lykkes her at blive Herre over Branden, hvad der var af største Vigtighed; thi blev Bageriet et Offer for Flammerne, saa kunde det neppe undgaaes, at de sprang over til Staldlængen og saa ad denne Omvei naaede Stuehuset.
Med utrættelig Ensformighed hvislede Sprøitens Vandstraale og pumpede dens Stempel; men Brandens Knitren og Kogen syntes næsten kun at være en fjern Gjenlyd af dens tidligere Larm. Ogsaa Stemmernes Mumlen var dæmpet, og de enkelte Udraab eller Ordrer lød næsten spagfærdig. Man havde støiet og skreget sig træt og hæs, og selv Dragens Stemme havde længe tiet. Men pludselig hørtes den saa høirøstet som nogensinde, med en en Klang af overstadig Gemytlighed. — Han var i en eller anden heroisk Hensigt — eller uden nogen som helst Hensigt — sprunget op bag paa Sprøiten. Saavel hans Stemmes Klarhed som dens Munterhed forklaredes maaske delvis ved en tom Ølflaske, der i en stor Bue fløi fra hans Haand over til Hjørnet bag Stalden — især for den, der vidste at Flasken havde en Del Forgængere. Det Arbeide, som Dragen havde overkommet, gjør tørstig, og han havde sparet Brøndvandet til Slukningsformaal.
— God Aften! se god Aften, Hr. Fuldmægtig! raabte han og gjorde et næsten lidt overdrevent Buk, der nær havde berøvet ham Ligevægten paa
