41
paa een Gang frastødende og hemmelighedsfuldt tiltrækkende. Naar man hos en Bekjendt pludselig opdager nye Egenskaber og tilmed saadanne, der synes at være i Strid med dem, som man længst har anerkjendt, saa virker dette i ethvert Tilfælde foruroligende, men denne Foruroligelse kan være af tilskyndende Art. Saaledes var det, at Jørgen paavirkedes af dette Lises nye Ansigt — især nu, da det paa en underlig gjækkende Maade snart næsten forsvandt, snart dukkede frem igjen, men bestandig utydeligere, mer og mer visionært, fremmanet og udslettet af det flakkende Skjær fra Svovlstikken, der uden at tænde hans Pibe var faldet ned paa Gulvet.
— Jørgen, hviskede hun, troer du det er muligt at se inde fra Stuen, hvor hun ligger, og her over i Møllen?
— Hvad mener du? Der er jo Vægge imellem.
— Eller høre?
— Paa den Afstand!
— Mølleren siger, at hun derovre kan det.
— Er du gal at tro saadan Noget!
— Jo, den Gang Mølleren kyssede mig, da vidste hun det, og hun var lige ved at dø af det — for hun taaler ikke megen Sindsbevægelse, saa svag som hun er.
— Har Mølleren kysset dig?
