42
— Jo vel har han det.
— Er det længe siden?
— Aa ikke saa meget længe.
— Var det kanske i forrige Maaned?
— Du vil vel skrive det op i din Kalender, lo hun.
De tav begge i nogle Minutter.
Forestillingen om dette Kys ophidsede Jørgen, og det irriterede ham, at hun fortalte ham det udenvidere, som om der ingen Ting var i Veien. Men ligefrem utaalelig var den foragtelige Sikkerhed, hvormed hun blev ved at staa der over ham, som om han var en gammel Kjærling og ikke en ung Karl, der elskede hende. Hvad Mølleren tillod sig — hvorfor skulde det være ham nægtet? Og idet han med Støvlehælen slukkede den sidste Glød af en ny Tændstik, besluttede han at tage sig sammen for at bryde den Tvang, som hun havde vidst at lægge over ham, slaa Armene om hende og brydes med hende, hvis hun vægrede sig ved hans Kjærtegn.
I det samme lød der en Stemme ude i Haven — en Barnestemme: — »Fa'er!« raabte den.
Lise foer sammen, rettede sig op, og traadte et Par Skridt tilbage.
Det gunstige Øieblik var gaaet tabt, men Jørgen følte ingen Skuffelse — tvertimod: Lettelse. Den umiddelbare Nærhed af hendes Legeme i dette
