43
Mørke, der næppe lod ham skjelne det, saa at han kun følte det som et Lufttryk, den havde virket paa ham som en Mare, der giver Feberblod. Han aandede op; men samtidig betoges han af en vag Angst; den havde sneget sig ind med hin Barnestemme, hvis ynkelige, forgrædte Klang endnu gjenlød i hans Øre og virkede paa hans Stemning som en lille Ugles Skrig om Natten mod ondt Veir.
— Det er ligegodt Synd for Hans, yttrede han pludselig.
— Hvad er Synd?
— Jeg mener blot, at hans Moder nu skal dø for ham.
— Ja, Herregud! saadan et sølle Barn græder nogle Dage, og saa er det glemt.
— Det er underligt nok, Lise, men jeg synes ikke at Hans kan lide dig.
— Hvorfor skulde han ikke kunde lide mig? spurgte Lise i en irriteret Tone. Jeg har da ved Gud ikke gjort ham noget Ondt.
— Nei det er rigtig nok — men Hans er ligegodt saa underlig. Veed du, hvad jeg har lagt Mærke til?
— Naa?
— I Begyndelsen, da Trofast var kommen her, saa gav Hans sig ikke synderlig af med ham. Men en Gang, da du bankede Trofast ud af Kjøkkenet
