Side:Møllen.djvu/60

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

48

det, der havde ramt ham, da han forlod Værelset for at lade hende være ene med Præsten, og jaget ham Blodet til Hovedet med sit stumme Spørgsmaal: »Gaar du nu til hende

Han havde rødmet under dette Blik, og dog var det ikke kommet ham i Sinde at gaa til Lise. Kunde hint Blik have trængt ind i hans Hjerte, vilde det have set, hvor lidt han i dette Øieblik længtes efter hende; — og dog — vilde det have været bedre for det at se, hvorledes han frygtede hende? Havde en saadan Frygt Husret i en Mands Hjerte, hvis Hustru laa for Døden og neppe vilde overleve denne Nat — hvad han næsten var overbevist om, fordi den Syge selv havde en Forudfølelse deraf. Var det Kjærlighedens Fortvivlelse overfor det tilstundende Tab, der drev ham frem og tilbage udenfor Sygeværelset som en usalig Aand? — var det den, der fik hans Hænder til at ryste, gjorde hans Stemme hæs og lagde paa hans Tunge de hjelpeløse barnlige Spørgsmaal og Udbrud: — »hun maa ikke dø for mig! ikke sandt, Doktor, hun vil ikke dø? — De maa redde hende — —!« I alt dette var der Ægtemandens Kjærlighed, ganske vist; men endnu mere var der hans Anger og Skyldbevidsthed — Erindringen om de mange Gange, da Blikkets Spørgsmaal »Gaar du nu til hende?«  ikke havde været saa uretfærdigt som nu, Tanken