49
om den Skinsygens Kval, som hun stedse var sunket dybere i, indtil hun var naaet til at anse ham for skyldigere overfor hende, end han i Virkeligheden var, og den frygtelige Formodning, at denne stedse nagende Sindsbevægelse havde været hendes Hjertesygdom en dæmonisk Forbundsfælle og hjulpet den i det mindste til en tidligere Seir, end den ellers kunne have tilsneget sig. Men fremfor alt var det Angst for, hvad der skulde blive af ham selv. Det var ham, som om den gode Husaand tog Afsked og lod ham blive ene og værgeløs tilbage som Troldtøiets sikre Bytte. Han vidste hvilken Magt Lise havde over ham, og instinktmæssig følte han, at den vilde ikke blive til hans Bedste. Saalænge hans Hustru var i Live, var der endnu et Hold paa ham; han kunde begaa Feiltrin, selv uoprettelige Feiltrin — han vilde vistnok komme til at begaa dem — men han var ikke opgivet, ikke helt og holden i Skjæbnens Vold. Saaledes saae han i denne svage Livstraad, hvis Fibre minutvis brast en for en, det eneste Ankertov — og, naar det sprang, et ubekjendt, lunefuldt Hav for sig, hvor han var prisgiven til alle Lidenskabens Storme.
Et Nødanker blev dog endnu tilbage, for svagt til at ride en Storm af paa, men dog i Stand til foreløbig at yde nogen Betryggelse. Naar han mistede Hustruen, saa beholdt han Drengen; hun
