50
efterlod ham som en Del af sig selv, der mindede Enkemanden om, at Familiepligterne ikke vare faldne bort. Jørgen havde ganske rigtig følt, at Lise frygtede Hans, der ved sin uskyldige Barnealder var unddraget hendes Magtomraade og maaske i enkelte Øieblikke — muligvis afgjørende — kunde unddrage Faderen fra det: den eneste Fare for hendes ellers saa sikre Spil. Og Mølleren, der frygtede hende, nød derfor, uden selv at gjøre sig det klart, en velgjørende Tryghed i Barnets Selskab — som han ogsaa nu træt hengav sig til, vaagende over dets Søvn.
Men Hans begyndte at aande urolig og at klynke. Faderens Haand gled kjærtegnende over Barnehovedet; Drengen gned sine Øine, aandede dybt og saae op mod Stjernerne, der blinkede over Trækronerne.
— Hvad er der, Hansemand? Du gav dig saadan i Søvne?
— Den store Hund var efter mig.
— Du maa i Seng, sagde Mølleren og reiste sig. Kom, skal vi kalde paa Lise, at hun kan lægge dig i Seng.
— Nei — ikke Lise —
— Du er saa søvnig.
— Jeg kan godt selv, jeg er slet ikke saa søvnig, raabte Hans og rettede sig, idet han forsøgte
