52
Der var Lys i Karlekamret.
Tøvende gik han gjennem Gaarden hen til Indkjørslen mellem Møllen og Forhaven. Han blev staaende raadvild et Øieblik og gik saa ud paa Veien — for at se om det var dunkelt for Christian at kjøre — eller om de Skyer, der vare komne op i Vest, saae truende ud — han vilde i alt Fald give Præsten en Paraply med. Og saa ærgrede han sig over, hvordan han løi for sig selv. Han længtes jo ikke efter Lise, han vilde ikke gaa til hende, helst slet ikke se hende! Men kunde han da ikke taale, at hun var sammen med Jørgen derinde? For hun var der sikkert, og ham saae man ikke drive om noget Steds.
En Lugt af simpel Bondetobak strøg ham forbi gjennem den friske Duft fra Græsmarkerne. Det trak kjøligt fra Møllens Underkjørsel, som han var kommen lige ud for. I den buede Ramme af den lille Tunnel tegnede sig mod den blege Nordhimmel Skyggebilledet af et Par Heste, hinsides Gaardspladsen og lige ved Staldgavlen, hvis aabne Dør skjulte Bagparten af den ene. Midt i Underkjørslen kom der tilhøire et rødligt Lys fra Karlekamret, og Lyset var at se til som en jaget Røg.
Med en hurtig Beslutning gik Mølleren derhen.
Et Tællelys, der stod paa en Træstol, kastede en uformelig Skygge af Lise op ad Væggens smudsige
