V.
Præsten var kjørt bort, og Mølleren stod ved Indkjørslen og saae efter Vognen.
Det var neppe muligt at skjelne den mere, men han blev staaende og stirrede ned ad Veien, skjøndt Regnen allerede var bleven ret livlig. Den knipsede paa de store Poppelblade, trommede oppe paa Møllens Omgang og susede blødt og jevnt ned over den tykke Straakappe.
Han følte endnu Præstens trøstende Haandtryk, saae hans bekymrede Blik.
Hvad mon Christine har sagt om mig? Ak, Gud ja, hun har Grund til Klage! Jeg har ikke været hende den Ægtemand, som jeg burde — i det sidste halve Aarstid ikke. Lise har helt forhexet mig — jeg veed ikke, hvordan det er gaaet til … Jeg har stor Skyld imod hende, og nu døer hun fra mig, og det er ikke til at gjøre godt igjen …
