Side:Møllen.djvu/68

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

56

Endelig vendte han sig og gik tøvende ind i Huset. Han frygtede for at gaa ind til sin Kone og længtes dog efter at se hende, ængstelig for, hvordan hun havde det. Blot den lange Samtale med Præsten ikke havde revet for stærkt op i hende!

Fra den mørke Dagligstue stod Døren aaben ind til Sygeværelset. Man saae kun en Stribe belyst Tapetpapir — et af disse urolige Tapeter, der synes bestemte til at et feberhedt Blik i Sygeleiets langsommelige Timer kan forvilde sig i det og opspore vexlende Billeder i dets Væv: et fantastisk Dyrehoved med Skjæg og Horn, uhyre Blomster, en Mennesketorso, geometriske Figurer — og han frygtede det Blik, der vilde vende sig fra denne tomme, lidenskabsløse Sysselsættelse og fæste sig paa ham med det samme evige Spørgsmaal: »Kommer du nu fra hende?«

Og hvorledes skulde han møde det, uden at bekræfte hendes Mistanke og forbitre disse Timer for hende — maaske hendes sidste !

Men han tog feil. Det Blik, der modtog ham, var roligt og ikke forskende; mildt og ligesom renset kom det fra de klare Øine, der vare sygelig indfattede i violette Ringe. De laa i Skyggen: Lampen var omhyggelig stillet bagved en stor Vand-