Side:Møllen.djvu/69

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

57

kande, for at Lyset ikke skulde skjære den Syge i Øinene.

Mølleren nikkede smilende til hende. Det var ligesom en svær Byrde var taget fra ham.

Han satte sig ved Sengen og greb hendes venstre Haand, der laa paa den blaastribede Dyne, som Doktoren forgjæves havde demonstreret imod. Skjøndt hun havde Feber, og der ikke længer var synderlig Nattekulde, vilde Møllerkonen have troet at ligge for Lud og koldt Vand, naar hun ikke havde en retskaffen Dyne over sig. Denne Haand havde for et Aarstid siden været kraftig og lidt rød og ru; nu var den mager og hvid, med glat og gjennemsigtig Hud — altfor fin en Haand for en Møllerkone.

— Regner det? spurgte den Syge, — din Trøie er jo helt vaad.

— Ja, det er begyndt, og det ser ud til at blive dygtig Regn. Præsten kan let blive vaad, inden han naaer hjem, men jeg gav ham da ellers en Paraply med.

— Nu kan jeg ogsaa høre det. Ja, lad det blot regne, det er godt for Sæden.

Godt for Sæden! Før Vaarsæden skjød Ax, før Vintersæden dræede, vilde vel hendes Legeme være opløst i den Jord, som al Sæd spirer af — og dog havde hun Tanker for Høsten. Hvor meget