Side:Møllen.djvu/71

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

59

ligesom det blev saa lille og ikke havde saa meget at sige — det Daarlige da .... hvad der kan være gaaet En imod og har gjort ondt, det gjør ikke mere ondt, naar man skal til at dø, Jakob.

»Hvad der har gjort En ondt« — Mølleren vidste kun altfor vel, hvad hun tænkte paa. Angeren over hans Skyld imod hende, det Rørende i hendes Ord, der i al deres Enfoldighed allerede syntes ham at komme fra en Forklaret, og Angsten for at miste hende bragte ham helt ud af sig selv. Han kastede sig over Sengen — Taarerne styrtede ham ud af Øinene og vædede hendes Hænder, som han knugede mellem sine og kyssede.

— Nei, nei, Christine! du maa ikke dø … du skal se, du kommer dig — det er derfor, du ikke føler Smerterne saa meget … du skal se, du er ved at komme dig … Det skal blive saa godt for os alle sammen, vi skal have det saa rart!

Han troede næsten selv paa hvad han sagde. Var ikke mange Folk kommet sig igjen, der havde været endnu mere syge? og det var jo Alt, hvad der behøvedes! Det Andet skulde nok ordne sig! Hvad var Lise ham i dette Øieblik? Han vilde sende hende bort, strax, saasnart han kunde faa en anden Betjening. Alene med sin gode Kone og med den lille Hans — hvad behøvede han mer!

Men den Syge rystede paa Hovedet: