66
Tavshed anklagede sig selv, og turde ikke se paa hende. Saa fik han pludselig Trang til at tale rent ud om det, de saa omhyggelig havde fortiet, tilstaa at dette Herrens Ord kjendte ham skyldig, skrifte hele sin taabelige og syndige Lidenskab for hende og bede om hendes Tilgivelse, den hun jo vilde give med aaben Haand. Han tog Mod til sig og saae paa hende, idet hans Mund allerede aabnede sig til et Udbrud — men hendes Øine, som han syntes han følte hvile forskende paa sig, vare lukkede, og hendes Ansigtsudtryk var fraværende. Han bøiede sig ned og lyttede; hendes Aandedrag vidnede om, at hun var falden i en rolig Søvn. Men han vidste ikke selv, om han følte en Befrielse derved, eller om han beklagede, at den gunstige Leilighed var gaaet tabt.
