VI.
Mølleren blev siddende ubevægelig og betragtede den Sovende.
For et Aarstid siden havde hendes Ansigt været noget afmagret. Men under Sygdommen var det svulmet op, navnlig i de sidste Par Maaneder. Derved mindede det ham om hendes Ansigt som ung Pige, saa meget mere som det Usunde i denne Fylde, Hudens violette Skjær og de mørke Ringe om Øinene, ikke var paafaldende, som det laa der paa den hvide Pude i Skygge for Lampen. Der var ogsaa et Smil om Munden fra den Gang. Ja ogsaa hendes Barneansigt fandt han igjen i disse Træk — man skulde tro, at en lykkelig Drøm førte hende tilbage til hine Uskyldens og Fredens Dage, og at hendes Aasyn ligesom var fulgt med den.
Han havde kjendt hende saalænge, han kunde huske. De var omtrent paa samme Alder, havde gaaet i Skole og til Præsten sammen. Hendes
