Side:Møllen.djvu/81

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

69

høiere; følgelig blev man der — i Hatten. Egentlig burde det slet ikke hedde Hatten, men Huen — det var de enige om. Møllen ovre i Sundby, den havde ganske rigtig ligesom en rundpullet Hat, og den i Sengeløse endogsaa en grumme regelmæssig Hjelm med en Dup foroven, men de var ogsaa begge spaantækkede. »Høimøllen« derimod var af Straa, som hist og her var mosset og havde en olivenbrun Farve; og dens Top, der ved et dybt Indsnit var skilt fra den store Kappe, saae ud som en gammel Bonde-Pelshue. Men indefra lignede den en uhyre omvendt Fuglerede; og rundt i den var der et Utal af rigtige smaa Fuglereder skjult — det var en Kvidren og Piben, en Flyven ind og ud, en Flagren om, der mangen Gang gjorde Christine helt ellevild af Glæde.

Men det mest tiltrækkende ved Hatten var maaske, at de i Grunden ikke havde Lov at være der — da det ikke var absolut farefrit for et Par Unger at kravle om deroppe. Men Svenden saae igjennem Fingre med det, og han kaldte dem altid ned, naar Møllevingerne skulde dreies. Undtagen een Gang — da fik de udtrykkelig Lov til at blive deroppe, efter at de vare blevne stillede paa et Sted, som de dyrt og helligt maatte love ikke at forlade — skjøndt der paa hele den Side af Axlen ikke var den ringeste Fare; men sikrest er altid