Side:Møllen.djvu/82

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

70

sikrest. Saa stod de da der med Armene om hinandens Liv, i spændt Forventning; — pludselig blev det saa underlig rundt om dem: — indtil i Høide med deres Skuldre var Alt ubevægeligt; men derfra opefter dreiede det sig langsomt og med smaa Ryk. Uhyggelig var især den mægtige Persebom, om hvilken Jakob allerede tidt havde fortalt Christine, at naar man nede paa Omgangen løsnede Jernkjeden op til den lange Stang, der stak ud af Hattehullet, saa trykkede Bommen Perseringen fast om Hattehjulet, og Møllen stod strax stille. Denne vældige Bjælke rykkede til Siden med en truende, uimodstaaelig Bevægelse.

— Hvis vi stod derovre, saa vilde den slaa os ihjel, sagde Christine gysende.

— Aa, vi kunde jo flytte os, svarede Jakob. Det var ikke andet end Vigtighed af Jens, at vi skulde love at blive her.

— Ja men, hvis vi nu ikke kunde komme bort, hvis den klemte os mod Skraabjælken der — vedblev Christine med Barnets og Kvindens forenede nervøse Lyst ved det Gyselige.

Men Alt stod allerede stille. Det var kun en lille Dreining, der var foretagen. Den var imidlertid kjendelig, naar man kiggede ud af Hattehullet; — det havde før været rettet mod Dragegaarden,