72
En Bondegaard er ganske vist ikke paa langt nær saadan en Herlighed som en Mølle, men Christines Hjem havde dog ogsaa nok sit at byde paa for en Dreng fra Høimøllen, der ikke som saa mange andre havde synderligt Avlsbrug. At kjøre hjem sammen paa svingende Hølæs, at binde Neg op, at bringe Mellemmaden ud til Høstfolkene og dele den med dem, at lave sig Reder i Stakkehavens gyldne, duftende Halm — med saadanne Glæder kunde hans Veninde til Nød betale Fornøielserne fra Kværnloft og Hat.
Efter Konfirmationen var der kun sjelden Leilighed til at træffes. Men da han var bleven Svend, saaes de regelmæssig, om end kun kort ad Gangen. To Dage om Ugen kom han kjørende med Møllevognen, og det var altid hende, der tog imod de varme, duftende Rugbrød. Saa gjorde hun ham vel ogsaa et eller andet Spørgsmaal, om hvordan han havde det, eller hvordan det gik de Gamle; og det hændtes ogsaa, at han berettede om en eller anden vigtig Begivenhed paa Møllen: saasom at Hvedesigten maatte have nyt Betræk af Silke, som blev lavet helt nede i Italien og kostede sine fyrretyve Kroner. Men meget fandt han ikke paa at sige, og disse Samtaler blev aldrig lange; det var der jo heller ikke Tid til — de havde begge nok at gjøre.
