77
Møllerkonen en Gaade, indtil hun faldt paa den Tanke, at Lise vilde gjøre sig uundværlig; hun havde sikkert mærket, at hendes Madmoder ikke var tilfreds med hende og maaske nok ved Ledighed vilde se at blive af med hende, og nu havde hun paa Forhaand afpareret ethvert Angreb. Thi det var virkelig lykkedes hende: man kunde foreløbig slet ikke undvære hende. Fru Christine var ingenlunde ligegyldig for den frygtede Løn til en anden Pige, som nu blev sparet — der gik allerede saaledes nok med til Læge og Medicin; men selv om hun vilde have foretrukket en saadan Udgift, saa lod det sig ikke længer gjøre at afskedige Lise — i alt Fald ikke før Christine var kommen sig saadan, at der ikke for det Første var nogen Fare for et Tilbagefald; og det havde lange Udsigter.
Utaalmodigheden efter at trænge Lise ud af hendes dominerende Stilling drev Christine til at afkorte sin Reconvalescentferie og hurtigere, end det var tilraadeligt, tage fat i Husholdningen. Hun iagttog nu Alt med skjærpet Sands, og snart troede hun at bemærke en Forandring hos Manden. Der var noget Uroligt over ham, tidt var han aandsfraværende — over for hende var han ofte fuld af Omsorg, men der var ligesom kommet noget Fremmed ind i hans Ømhed; og til andre Tider syntes han helt at have glemt, at hun ikke
