Side:Møllen.djvu/90

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

78

var ganske rask. Paafaldende var det, hvor oplivet han var ved Middagstid, naar han kom fra Bageriet, og det var denne Iagttagelse, der bragte hende til at sætte alt dette i Forbindelse med Lise. Hvorfor tog han det ogsaa saa heftig, naar hun gjorde en eller anden nedsættende Bemærkning om dette Tyende? »Det er sært, saa du altid skal være efter den stakkels Pige, hed det saa — hvordan skulde det være gaaet os uden hende?« Christine vidste meget vel, at der var noget Sandt deri; men just fordi der i hendes egne Angreb paa Lise var mindre saglig Begrundelse end Uvillie, kunde hun mærke, at hans heftige Forsvar heller ikke udsprang af pur, kjølig Retfærdighedsfølelse. Hun begyndte at stikle — undertiden bittert nok — paa hans Forkjærlighed for Lise og frembragte derved en Virkning, som hun ikke havde ventet.

Først ved disse Stiklerier blev nemlig Mølleren opmærksom paa sin egen Tilstand. Christine havde Ret: — denne Pige havde bragt noget Nyt og Ukjendt ind i hans Tilværelse, og medens hun havde gjort sig uundværlig i hans Husvæsen, havde hun forstaaet at gjøre sig endnu uundværligere i hans Følelsesliv — han turde slet ikke tænke sig hende bort. Ja, hans Hustru havde Grund til at hade hende, for han — med eller uden Grund — han elskede hende.