Side:Møllen.djvu/91

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

79

At blive opmærksom paa Faren er ikke altid det første Skridt til at undgaa den; det kan være det Modsatte. Ligesom en Sovende vækkes ved den magnetiske Følelse af et Blik, der vogter paa ham, saaledes vækkes undertiden Faren af Opmærksomheden og tager sig hurtig sammen for at kaste sig over sit Bytte, inden den Vagtsomme undflyer. Møllerens Følelse for Lise, der i sit ubevidste Liv havde været en vag Stemning væsentlig af lys Natur, ligesom en let prikkende Rus, den blev nu en rugende, uimodstaaelig Lidenskab.

Det varede ikke længe, før hans Hustrus Helbred atter blev betænkeligt; — det var aabenbart, at et Tilbagefald truede. Hun stred imod med en heroisk Villiesanstrengelse — hun vilde ikke give noget Arbeide ud af Hænderne. Han bønfaldt hende om at skaane sig. »Ja, dig var det vel rettest, at Lise erstattede mig overalt,« svarede hun — og han saae med Forfærdelse, at hendes Klarsyn over Forholdene gav hende den fortvivlede Styrke, som truede med helt at oprive hende.

Endelig maatte hun give efter. Da hun saa laa der, bunden til Sygeleiet, hvilken borende Angst var hun da ikke givet til Pris for! — »Hvad foregaar der nu, hvor jeg ikke er?« Og i sin Hjelpeløshed fødte hun sig nye Evner, overnaturlige Sandser, hvormed hun forfulgte dem overalt til de