Side:Møllen.djvu/92

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

80

fjerneste Kroge: Den Syges Sensitivitet, der allerede er en Dæmring af Somnambulens Fjernsyn, samlede utrættelig Stof, som Skinsygens geniale Combinationsevne formede og udsmykkede — og undertiden bemægtigede Feberen sig disse Billeder, phantaserede dem vildere og monstrøsere ud, levendegjorde dem og lod dem svulme kjæmpemæssig op i det grelle Lys af sin Tryllelygte. Men selv i deres Forvrængning og Overdrivelse vare de maaske ikke helt uden Sandhed — om end Sandheden var af symbolsk og profetisk Natur.

Thi det der imens foregik mellem de Paagjældende, var saa godt som Intet, og havde for en nøgtern Betragtning vanskelig kunnet afgive Motiv til slige Billeder. Det laa ikke i Møllerens Natur at gaa hurtig til Værks, og han havde endnu ikke med et Ord givet Lise sin Kjærlighed at forstaa, om end han ikke tvivlede om at hun vidste, hvorledes det stod sig med ham, og troede at hun var ham god — undtagen til Tider, naar han pintes af en Mistanke om at hun foretrak Jørgen — eller maaske Christian. Den Dødsskygge, der mer og mer sænkede sig over Gaarden, betog ogsaa hans Lidenskab al sandselig Levelyst og gjorde den snarere til en urolig Angst, en skjæbnesvanger Betagethed — og naar den af og til blussede op, saa holdtes den i Tomme af en mystisk Bevidsthed