Side:Møllen.djvu/93

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

81

om at være iagttaget — iagttaget overalt. Det Blik, der fulgte ham ud af Sygestuen og modtog ham, naar han traadte derind — han følte det fæstet paa sig, hvor han gik og stod, men især naar han var sammen med Lise.

Og han var overbevist om, at det ikke blot var en Idee af ham.

Stiklerier og bitre Bemærkninger kom ikke længer fra den Syges Læber. Hendes Spørgsmaal syntes kun dikterede af Husmoderens Interesse: hun vilde gjerne følge med og overbevise sig om, at Alt gik sin vante Gang. Men med Forundring mærkede han paa disse Spørgsmaal, at hun paa en ubegribelig Maade var underrettet om meget af hvad der foregik. En Dag vidste hun saaledes, at han havde hjulpet Lise med at tage Tøi fra Blegen, og dog var det neppe muligt at høre Stemmer fra Blegepladsen, og Drengen havde ikke i Mellemtiden været hos hende. I alt Fald var det da umuligt at se fra Sengen op i Møllehatten, hvor han saa godt som aldrig havde Ærind op; men en Dag var der Noget i Veien med Krondrevet, og han havde været oppe at gjøre det i Stand. Da han saa kom ned til Christine, spurgte hun ham, om der endnu var ligesaa mange Spurvereder oppe i Hatten som den Gang, da de legede der som Børn; hun var kommen til at tænke paa det, sagde hun, og saa